| Væsentlige ændringer af Danmarksturneringen skal sendes til urafstemning hos de involverede klubber, inden de evt. kan træde i kraft. Med væsentlige ændringer menes antal hold i divisionerne, fordeling øst/vest, kvalifikationsmatcher og op/nedrykning. Alle væsentlige ændringer bør besluttes senest den 1. marts for betingelserne i næste års DT-turnering. |
| |
13-5-1 | Danmarksturneringen i atletik er DAFs turnering for foreningshold, og i finalerunden for denne kåres de danske mestre for hold for hhv. kvinder og mænd. DT-udvalget tilrettelægger Danmarksturneringen. |
13-5-2 | DAFs Atletikreglement skal følges i alle forhold. De efterfølgende bestemmelser for Danmarksturneringen er således et supplement til Atletikreglementet. |
13-5-3 | Danmarksturneringen er opdelt i et antal divisioner. Elitedivisionerne er landsdækkende, medens de øvrige divisioner består af foreningshold fra områder henholdsvis øst og vest for Storebælt, som dyster indbyrdes. Der er 8 foreningshold i elitedivisionerne og 6 i de øvrige divisioner. |
13-5-4 | Paragraffen er udgået. |
Holdtilmelding. | |
13-5-5 | Tilmelding af hold skal ske på DAFs tilmeldingsblanket, der også angiver tilmeldingsfristen. |
13-5-6 | Nye hold skal starte i turneringens laveste division. Hvis foreninger fusionerer, afgør DT-udvalget den nye forenings placering. Dog kan placeringen ikke ske i en højere division, end de fusionerede foreninger tidligere var placeret i. |
13-5-7 | En forening kan deltage med max. 1 hold i hver division, undtagen den laveste division. Hvis 2 hold fra samme forening ved oprykning eller nedrykning skulle komme i samme division, skal 1 hold rykke ned i den næste division. |
13-5-8 | Et hold, der framelder sig turneringen, skal ved senere tilmelding starte i laveste division. Dette gælder også, hvis man i en match ikke stiller med deltagere. |
13-5-9 | DAFs bestyrelse kan efter indstilling fra DT-udvalget give tilladelse til deltagelse af kombinerede hold, bestående af medlemmer fra 2-4 foreninger med hjemsted inden for et begrænset geografisk område, hvis særlige forhold, der oplyses overfor DT-udvalget, taler herfor. Kombinerede hold kan dog ikke deltage i Elitedivisionerne. |
13-5-10 | Divisionernes antal fastsættes af DT-udvalget ud fra antallet af tilmeldte hold. Divisionsopdelingen offentliggøres senest 1. marts. |
Deltagere. | |
13-5-11 | Ungdom må tidligst deltage i Danmarksturneringen i det år den pågældende fylder 14 år. |
13-5-12 | En udenlandsk statsborger kan repræsentere et hold i Danmarksturneringen, såfremt vedkommende har haft fast bopæl i Danmark de forudgående 6 måneder (har været tilmeldt Folkeregisteret eller tilsvarende offentlig instans). Derudover gælder, at op til 25 % af hvert hold kan udgøres af udenlandske idrætsudøvere, som ikke opfylder betingelserne om 6 måneders forudgående bopæl, men som har haft fast bopæl (defineret som ovenfor) i Danmark de forudgående 3 måneder. |
13-5-13 | Ingen deltager kan i samme sæson starte i Danmarksturneringen for mere end én forening. |
13-5-14 | Ingen deltager kan i samme runde starte på flere hold, og ingen deltager kan i samme sæson uden skriftlig tilladelse fra DT-udvalget stille op på foreningens lavere rangerende hold efter at have deltaget på førsteholdet. |
13-5-15 | Såfremt en forening overtræder foranstående bestemmelser, vil de opnåede points blive fratrukket holdets pointsscore. |
Afvikling. | |
13-5-16 | Danmarksturneringen afvikles i 2 indledende runder samt en finalerunde. I alle matcher skal den arrangerende forening anvende MARS EDB-programmet. |
13-5-17 | DT-udvalget fastlægger terminerne under hensyntagen til DAFs nationale og internationale program. De 2 indledende runder skal dog afvikles inden 1. juli, medens finalerunden skal afvikles senest ultimo september. |
13-5-18 | Turneringen afvikles i matcher som angivet i 13-5-3. Dog kan DT-udvalget foretage tilpasninger, hvis antallet af tilmeldinger nødvendiggør dette. |
13-5-19 | DT-udvalget fastlægger, hvilke foreninger der skal være arrangør af de enkelte matcher. Matcher i Elitedivisionerne skal foregå på stadions med kunststof og el-tidtagning. |
13-5-20 | Det tilstræbes, at finalerunden i elitedivisionerne afvikles skiftevis øst og vest for Storebælt. |
13-5-21 | Der skal ved fastlæggelse af tidspunkt for en match tages hensyn til de gæstende foreningers rejsemuligheder. |
13-5-22 | Foreningerne skal meddele DT-udvalget tidspunkt for afholdelse af samtlige matcher, foreningerne deltager i. |
13-5-23 | DT-udvalget offentliggør senest 1. april tid og sted for afholdelse af de enkelte matcher, og så vidt muligt også for finalerunderne. Ændringer vil kun undtagelsesvis kunne finde sted efter denne offentliggørelse. |
13-5-24 | Øvelsesrækken for kvinder og mænd, gældende for de forskellige divisioner, er anført i de respektive tidsskemaer. |
13-5-25 | Antallet af deltagere i øvelserne samt antallet af resultater, der tæller, er anført på denne oversigt. Deltagelse udenfor konkurrence er ikke tilladt. |
13-5-26 | Hver forening kan stille med 2 deltagere i hver øvelse. Der kan ikke stilles med deltagere herudover. Kun bedste resultat tæller. |
13-5-27 | Hver forening skal stille med mindst 4 deltagere og deltage i mindst halvdelen af de øvelser, der indgår i divisionens øvelsesrække. Hver deltager må starte i 3 øvelser + stafetløbene. Der må indsættes reserver, hvis bestemmelsen om 3 øvelser + stafetløbene ikke overtrædes. |
13-5-28 | DT-udvalget fastlægger tidsskema og øvelsesrækkefølge. Tidsskemaet skal så vidt muligt følges, og øvelsesrækkefølgen må ikke ændres. Afholdes matchen på et stadion, hvor de fysiske rammer gør det umuligt at have deltagere fra alle foreninger til start i samme heat, placeres deltagerne i 2 lige store A-heats. Andre deltager, jf. 13-5-26 placeres derefter om muligt i de 2 heats, eller i et B-heat. Placeringer og point fastlægges på grundlag af de opnåede tider. Tidsskemaer. |
13-5-29 | Den arrangerende forening skal senest 5 dage før matchens afholdelse have modtaget holdopstilling fra de gæstende foreninger. Holdopstillingen fremsendes på DAFs holdseddel. Det skal fremgå tydeligt, hvem der er bedste deltager af hensyn til placering i heats. Desuden oplyses navn på kontaktperson samt holdleder og jurymedlem. |
13-5-30 | De gæstende hold skal stille med hver 2 dommere, hvoraf den ene skal kunne fungere som øvelsesleder. Navnene på dommerne - med angivelse af foretrukne øvelser - skal fremgå af holdopstillingen. Dommerne skal være til stede under hele matchen. Ved finalerunden skal kun hold fra arrangør-foreningens område (vest eller øst for Storebælt) stille med dommere. |
13-5-31 | Juryen består af holdlederne samt stævnelederen, og de mødes inden matchens start for at blive bekendt med hinanden og aftale opgavefordeling. I finalerunden for elitedivisionerne er DAF ansvarlig for juryen. |
13-5-32 | Der foretages ikke seedning, men bedste deltager fra hver forening løber altid i 1. heat. Startrækkefølge og banefordeling fremgår af et skema, udarbejdet af DT-udvalget. I skemaet er også taget højde for stadions med 4 rundbaner. Hvis der løbes i 2 heats anvendes der i 2. heat omvendt banefordeling i forhold til skemaet. I stafetløb afvikles A-heat altid efter B-heat. |
13-5-33 | Evt. ændringer i holdopstillingen skal være meddelt senest ½ time før matchens start. Ved lovligt forfald (skader m.v.) kan der dog ændres også under matchen. |
13-5-34 | DT-udvalget fastlægger springhøjder i stang og højde, herunder begyndelseshøjder. I længdespring, trespring og kast gives 6 forsøg. I højde- og stangspring er starthøjden valgfri under den angivne starthøjde i bilagene til reglerne for Danmarksturneringen. Derefter skal overliggeren hæves til den laveste angivne starthøjde og herefter med angivne springhøjder. Er der kun en deltager tilbage, må vedkommende frit vælge springhøjden under hensyntagen til DAF's reglement. |
Points og placering. | |
13-5-35 | I elitedivisioner og øvrige divisioner gives placeringspoints som følger: Elitedivisioner: Nr. 1 får 9 points, nr. 2 får 7 points, nr. 3 får 6 points, nr. 4 får 5 points, nr. 5 får 4 points, nr. 6 får 3 point, nr. 7 får 2 point og nr. 8 får 1 point. Øvrige divisioner: Nr. 1 får 7 point, nr. 2 får 5 point, nr. 3 får 4 point, nr. 4 får 3 point, nr. 5 får 2 point og nr. 6 får 1 point. I tilfælde, hvor matchen omfatter færre end 6 hold, gives 7 points til nr. 1, 5 points til nr. 2, 4 points til nr. 3 osv. Omfatter matchen derimod 7 eller 8 hold, gives der til nr. 1 hhv. 8 og 9 points, nr. 2 får 6 og 8 points, nr. 3 får 5 og 7 points osv. Hvis flere deltagere har nøjagtig samme placering, opnås de gennemsnitlige placeringspoints. Hvis 2 deltagere har nøjagtig samme placering, opnås de gennemsnitlige placeringspoints. Der kan kun opnås points i øvelser, der gennemføres. |
13-5-36 | Resultater med ulovligt opnåede points (jvf. 13-5-15) holdes udenfor sammentællingen, og foreningerne placeres herefter efter det totale antal opnåede points. |
13-5-37 | Juryen kontrollerer resultatlisten efter matchen. De deltagende foreninger får herefter udleveret hver en resultatliste. |
13-5-38 | Senest 1 time efter matchens afslutning mailer den arrangerende forening matchens resultat til DT-udvalget samt til informationschefen (
Denne e-mailadresse bliver beskyttet mod spambots, du skal have Javascript aktiveret for at se den
) for offentliggørelse til pressen. |
13-5-39 | [Paragraffen er udgået] |
13-5-40 | Efter de 2 indledende runders afslutning offentliggøres slutstillingen i de enkelte divisioner, idet opnåede antal points i de 2 runder sammenlægges. Opnåede antal points indgår i finalerunden, jf. 13-5-42. |
13-5-41 | Paragraffen er udgået |
13-5-42 | Finalen afgøres på grundlag af opnåede point i alle 3 matcher. Dvs. point fra 1. og 2. runde lægges sammen med point fra finalerunden, idet hver forening - medtager 25% af de opnåede point i såvel 1. som 2. runde, og - får 50 % af de opnåede point i 3. runde. Der regnes ikke med brøkdele af point ved beregningen af de point, der medtages. Fremkommer der en brøkdel, foretages nedrunding, når brøkdelen er under 0,5 og oprunding fra 0,5 og derudover. Det samlede antal point hos de enkelte foreninger er derefter afgørende for disses placering i de respektive divisioner. Står 2 eller flere hold lige, afgøres placeringen efter samlet antal 1.pladser. Står det fortsat lige, afgøres placeringen efter 2.pladser og så fremdeles.
Finalerunderne afgør også indplaceringen af foreninger i DT det følgende år. De 2 nederst placerede hold i de 2 elitedivisioner erstattes af de højest placerede hold i de divisioner, der er umiddelbart derunder. Dvs., de bedst placerede hold i Øst (M og K) samt de bedst placerede hold i Vest (M og K). For øvrige hold i Øst og Vest gælder ligeledes, at den forening, som er placeret nederst i en division, erstattes af den bedst placerede forening i divisionen umiddelbart derunder. I 2007 etableres elitedivisioner og øvrige divisioner dog som angivet nedenfor: 1. Elitedivisionerne (M og K) omfatter hver især 8 hold. 6 af disse i hver elitedivision svarer til de foreninger, som deltog i finalerunden for 2006, medens 2 pladser tilfalder de foreninger, der vinder kvalifikationsmatcherne for oprykning fra henholdsvis 1. division øst og 1. division vest (M og K). 2. 1. division (M og K) omfatter 6 hold i hver af områderne øst og vest for Storebælt. Dvs., de foreningshold som henholdsvis i Øst- og Vestdanmark placerede sig som nr. 2, 3, 4, 5 og 6 i kvalifikationsmatcherne til elitedivisionerne samt de hold, som placerede sig som nr. 1 i de respektive kvalifikationsmatcher til 1. division (M og K) i øst og vest,. 3. 2. division øst og vest (M og K) etableres i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. Divisionerne omfatter dels hold, som i 2006 ikke kvalificerer sig til deltagelse i henhold til pkt. 1 og 2, dels nytilmeldte hold. 4. Hvis en forening, som har kvalificeret sig til deltagelse i henhold til pkt. 1 og 2, ikke tilmelder sig i 2007, fyldes der op med det tilmeldte hold fra den lavere række, der placerede sig bedst i DT 2006. På samme vis kan DT-udvalget vælge en tilpasning i tilfælde af annullering af en tilmelding før turneringsstart. 5. Hvis særlige forhold gør sig gældende, og DT-udvalget anser det for hensigtsmæssigt, kan udvalget beslutte at tilpasse antallet af hold i de enkelte divisioner. En forening kan i denne sammenhæng ikke placeres i en lavere division end den, hvortil foreningen har kvalificeret sig. |
13-5-43 | En forening, der i en runde ikke opfylder mindstekravet til deltagelse, jf. 13-5-27, rykker helt ud af turneringen og kan den følgende sæson kun starte i laveste division. |
Præmier. | |
13-5-44 | Der kæmpes om 2 af DAF udsatte vandrepokaler, som tildeles de vindende hold hos hhv. kvinder og mænd i finalerunden for elitedivisionerne. Pokalerne uddeles sammen med mesterskabsmedaljerne. |
13-5-45 | Til fordeling blandt deltagerne på de 2 vindende hold modtager de pågældende foreninger DIFs mesterskabsmedaljer i et antal eksemplarer, der svarer til den fastsatte holdstørrelse jvf. DIFs regler. |
13-5-46 | Nr. 2 og 3 hos hhv. kvinder og mænd i finalerunden modtager DAFs medaljer efter samme regler. |
Økonomi. | |
13-5-47 | Startgebyr for deltagelse i Danmarksturneringen fastsættes senest 1 måned før tilmeldingsfristens udløb af DAFs bestyrelse efter indstilling fra DT-udvalget. |
13-5-48 | Enhver match er for den arrangerende forenings regning. |
13-5-49 | De gæstende foreninger afholder egne omkostninger til rejse, ophold og forplejning. |
13-5-50 | Herudover opkræver DAF en række ekstragebyrer, fastsat af DAFs bestyrelse: Ved tilmelding efter den fastsatte tilmeldingsfrist · Ved afbud til Danmarksturneringen efter den fastsatte dato. · Ved flytning af en match efter turneringsplanens udarbejdelse. · Ved undladelse af rettidig indsendelse af resultatliste. · Ved undladelse af indsendelse af turneringsplan inden den af DTU fastsatte tidsfrist. · Ved udeblivelse fra en match uden skriftligt afbud. · Ved for sen fremsendelse af holdopstilling (poststemplet) betales til den arrangerende forening. |
| Gebyrer og bøder er omtalt i et særskilt afsnit af DAFs regler. |
13-5-51 | Ved manglende indbetaling af startgebyr resp. pålignede ekstragebyrer inden den 31. december, fortaber foreningen retten til anmeldelse af pågældende hold til det følgende års Danmarksturnering. |
Øvrige forhold. | |
13-5-52 | Alle henvendelser vedrørende Danmarksturneringen skal ske skriftligt til DT-udvalget. |
13-5-53 | Tvivlsspørgsmål indberettes til DT-udvalget, der træffer den endelige afgørelse. |
13-5-54 | Ændringer i nærværende bestemmelser kan kun besluttes af DT-udvalget i samråd med DAFs bestyrelse. |