Kære Per Stig

Velkommen.. hvor det er glædeligt, at du er blevet sportens minister.

Selv kom jeg tilbage til denne spændende og meningsfyldte ”verden” for 2 år siden, da jeg blev valgt til formand for Dansk Atletik Forbund (DAF). Efter mange år som leder af Dansk Erhverv var det overraskende for mig at erfare, at der er i 2009 var over en halv million deltagere til forbundets motionsløb, og at mere end 850.000 løbetræner regelmæssigt som et væsentlig bidrag til den danske folkesundhed.

Der bliver udført et meget prisværdigt frivilligt arbejde både centralt og lokalt indenfor dansk idræt. Men de mange frivillige ledere og trænere har ikke altid optimale rammer for deres uegennyttige indsats.

Det økonomiske fundament, som dansk sport i høj grad er baseret på, er som bekendt afhængigt af danskernes spilleglæde, idet tilskuddet til forbundsarbejde er afhængig af Danske Spils A/S’  fremtidige overskud. Unægtelig et paradoks, at spillelyst, i værste fald ludomani, er med til at skabe det økonomiske grundlag for bredde- og eliteidrætten.

Ville det på sigt ikke være mere hensigtsmæssigt, hvis langsigtede politiske beslutninger danner grundlaget for den økonomiske støtte til danskerens idrætsudøvelse på alle niveauer? Kunne man gøre den direkte uafhængig af Danske Spils overskud, et overskud der i øvrigt er truet af den globale konkurrence?

Hvad angår elitearbejdet er konsekvensen af færre ressourcer især alvorlig for de vitterligt globale idrætsgrene med enorm udbredelse.

Til min oprigtige overraskelse har manglen på ressourcer ført til en politik, hvor Team Danmark tvinges til at fokusere meget snævert; en kvantitativ målsætning om medaljer, uden særlig skelen til det reelle præstationsniveau, som udføres i idrætsgrene, hvor konkurrencen er særlig hård. Man kan vel nærmest sige, at vi i langt højere grad end tidligere jagter de ”lavt hængende” medaljer.

Tankegangen synes at være: ”En medalje er en medalje, uanset om konkurrencen er hård og kontant eller der er tale om en mindre udbredt disciplin. Måske derfor talte din forgænger ukritisk medaljer og ikke præstationer evalueret i et bredere perspektiv.

Denne udvikling er i et historisk perspektiv ikke alene radikal ny, men er også en trist og skadelig udvikling. Dette også for atletik, de Olympiske leges fundament og hjemstedet for de fineste medaljer.

Sporten presses af en ukvalificeret medaljejagt. Signalværdien er utvetydig: ”De højeste tinder er for høje, lad os i stedet satse på de bjerge, som er høje nok.”

Men ingen ”tudefjæs” fra Dansk Atletik Forbund, vi har aldrig haft en bedre og talentfuld ungdom, end vi har netop nu. Vi skal nok klare os i et dagligt godt samarbejde med Team Danmark.

Men jeg kan frygte fremtiden, hvis vores idrætspolitik bliver drevet af udimensioneret medaljejagt frem for en kvalificeret bedømmelse af fantastiske præstationer. Er alle EM-guld lige store og værdifulde?

Det er korrekt, at det er ressourcekrævende at opnå topplaceringer i de største idrætsgrene, men til gengæld er belønningen så meget større.

Sigter vi efter de højeste tinder, når vi måske ikke toppen. Men vi når muligvis højere op, end de mindre bjerge muliggør.

Men først og fremmest vil jeg byde dig velkommen til et spændende og meningsfyldt hjørne af vores samfund.

Med venlig hilsen
Søren B. Henriksen, formand for Dansk Atletik Forbund.